Økologi

Hvad betyder økologi egentlig?

Økologi vinder mere og mere frem, og mange danskere køber økologi for at få ”bedre” varer. Men økologisk produktion er ikke nødvendigvis lig med høj kvalitet, og mange ved ikke, hvad stemplet ”økologi” egentlig betyder for varen.

I nogle tilfælde er økologi rigtig godt for både dyrevelfærd, naturen og os, men i andre tilfælde er eksperterne ikke helt enige.

Økologiske grøntsager er fri for pesticider

Økologiske grøntsager produceres uden kemiske sprøjtemidler, og de får ikke kunstgødning. Derfor er der ikke pesticidrester i økologiske grøntsager, som der ofte er i konventionelle. Til gengæld er grøntsagerne lidt dyrere, fordi der ikke kan dyrkes lige så mange lige så hurtigt som i konventionelle landbrug.

I stedet for kunstgødning bruges der kompost og/eller husdyrgødning til at få gang i grøntsagerne. Når man dyrker økologiske grøntsager på friland, laver man samtidig en anden rytme på marken end konventionelt landbrug. Det betyder, at der frigives mindre kvælstof til omgivelserne, så vandmiljøet ikke tager skade.

Økologisk kød – dyrevelfærd eller spild af penge?

Der er ofte stor diskussion om, hvorvidt økologisk kødproduktion faktisk er bedre eller værre end konventionel produktion, når det kommer til dyrevelfærd. Den største forskel på økologisk og konventionel produktion er, at økologiske dyr ofte har krav på at komme ud en stor del af året, og de må ikke behandles med de samme store mængder medicin som konventionelle dyr.

Til gengæld betyder den megen tid udenfor, at dyrene oftere snuppes af ræven eller bliver inficeret med sygdomme fra naturen. Derfor er dødeligheden ikke lavere blandt økologiske dyr. Det liv, de lever, er dog ofte mere frit, og en høj dødelighed er trods alt meget almindeligt i naturen. At dyrene ikke må få store mængder medicin, er rigtig godt for os og for dyrenes krop, men til gengæld kan det give problemer, hvis et dyr faktisk har brug for behandling, og landmanden ikke giver den nødvendige medicin i tide.

Økologisk dyrkning betyder også, at bl.a. køer ikke må stå bundet, og at kyllinger skal have mere plads og adgang til at komme ud hele året. Samtidig skal økologiske slagtekyllinger være langsomtvoksende, så man undgår det typiske, konventionelle problem med, at kyllingerne vokser så hurtigt, at benene ikke kan bære dem.

Hvad betyder økologisk tøj?

Økologisk tøj er tøj, hvor materialerne er dyrket uden brug af pesticider. Det betyder, at planterne ikke er skadelige for omgivelserne, og de kan dyrkes på samme mark som grøntsager og andre fødevarer. Der bruges mere vand til økologisk produktion, men til gengæld er overskudsvandet ikke skadeligt for undergrunden, når det siver ned i jorden.

Der findes også en skrappere standard, som hedder GOTS (Global Organic Textile Standard). For at blive GOTS-certificeret er det ikke nok at bruge økologiske materialer til tøjet. Her skal tages hensyn til hele produktionskæden, så den forurener så lidt som muligt, og arbejderne skal have gode vilkår og ret til at organisere sig.

Indtil videre er økologi især udbredt i babytøj, fordi børns hud er ekstra sart og modtagelig for de skadelige stoffer. Men de mange kemikalierester i konventionelt tøj kan nemt give allergier, så der er god grund til at vælge økologisk tøj som voksen, selvom det kan være lidt sværere at finde.